De første fem år

En beretning fra Sydthy Friskoles første år . . .
(uddrag fra 5 års jubilæumsskrift)

De første fem år

Af Gunhild og Jesper Nielsen.

Sådan begyndte det.
I marts – april 1977 var vi lige blevet ansat ved Sydthy Friskole og så for første gang Villerslevvej 77. En firelænget gård med en dejlig stor have med mange store træer. Dengang blomstrede vintergækker og erantis, og krokusserne dannede en stor ring uden om staudebedet. På hver side af staudebedet var der to store bøgetræer, -i maj kunne vi se, at den ene var en blodbøg.
I stuehuset, som skulle bruges til skole og bolig for os, kunne de to største stuer bruges til skole, og så kunne der ellers blive en stue og et soveværelse plus køkken og bad til os privat. Køkken og bad delte vi med skolen.

I løbet af foråret og sommeren fik vi, forældrene og de kommende børn sat skik på huset og haven, så vi til august kunne rykke ind i nyistandsatte lokaler.
Vi flyttede ind i juli, og snart var privaten hyggelig, men de to klasselokaler stod tomme og ventede med en duft af nyferniserede gulve. Nogle forældre fik syet gardiner og lavet hylder. Vi havde mange potteplanter, og snart var alle vinduer fyldt op med især pelargonier, – der pyntede.
Der gives ikke tilskud til etablering af en friskole, så vi måtte prøve at indrette os billigst muligt.
På min tidligere arbejdsplads bjergede jeg yderst billigt to kasserede tavler – de fungerer glimrende den dag i dag. Den største udskrivning var købet af fire brugte kontorborde fra et nedlagt advokatkontor. Fire dejlige træborde med grønne linoliumsplader for i alt 500 kroner.

I den landsby syd for Thisted, hvor vi boede før, var der en 7-klasset skole. Pedellen her og jeg talte ofte sammen over hækken, og i foråret 77 faldt snakken naturligt nok på Sydthy Friskole og også på etableringsproblemer. Pedellen kasserede hvert år mange stole, hvor det ene ben var brækket af. »Vi får dem ikke svejset,« sagde han, »børnene vipper på stolene og så bliver de ødelagt igen, men hvis I kan bruge dem, må I få dem«. Og en dag svingede pedellen ind på Villerslevvej 77 med 15 stole med tilhørende et løst ben hver. En af forældrene kunne svejse, så vi havde snart 15 gode stole.
Nu havde vi stole, borde og tavler, og med indkøb af lidt kridt, blyanter og papir var vi klar til at drive skole.

Der så dog lidt tomt ud på hylderne, så en weekend jeg var i Ålborg, besøgte jeg min gamle skole og kikkede ned i kælderen til kasserede ting. Her var et helt kælderrum med kasserede bøger. Jeg fandt l0 dejlige atlas, kun brugt et år – så var der kommet en ny model. Vi hjembragte en ret stor stak af dansk-, regne-, geografi­ og historiebøger. Jo, – nu lignede det en skole.
Vi startede skolen i august med 13 elever, den yngste var ikke fyldt 6 år og den ældste var knap 12 år.
Fra ministeriets side kunne man bevillige 37 timer til undervisning af de 13 elever. Jeg startede med 27 t. og Gunhild fik l0 t. Vi var enige om, at alle skulle gå i samme klasse, og at vi så noget af tiden var to lærere på – det var vi nu hele tiden, for hvordan kunne vi andet, når vi boede her. Privat var vi kun os to, i 1979 fik vi Marie og i 81 Mads.

Det første skoleår
Den første skoledag var de stille forventningers dag. Børnene sad ved et stort langbord. Stilhed, afbrudt af stoleskramlen på de ferniserede gulve, prægede den første dag. Ude i haven under blodbøgen hang en gynge, og her begyndte stemmerne så småt at komme i gang.
Sådan er mange første skoledage, og også her blev det snart hverdag. Vi fik malet stolene – hver malede sin stol. Det foregik ude i stalden. Man stod i båsene og på midtergangen. Halm blev kørt ind i laden, og vi talte halmballer og tumlede os i dem. Da det blev koldt, syede vi hynder til stolene, så var de mere lune at sidde på. I køkkenet var der lavet en afdeling med køkken­bord i børnehøjde, så vi også kunne have skolekøkken. En dag om ugen lavede vi varm mad til alle. Min høvlbænk stod ude i stalden og blev flittigt brugt, men her blev det for koldt, så vi rykkede den ind i skolestuen under vinduet, og snart havde vores skolestue et lille træværksteds-hjørne. Her yndede vores kat for øvrigt at ligge og slikke solskin og varme.
I frikvartererne legede vi »Antonius« over vestfløjen (maskinhuset), eller vi tumlede i ladens halmballer. Vi byggede huler i skoven (havens mange træer), og en tømmerflåde til vores lille vinter/forårssø blev lavet og flittigt brugt.
Vi brugte kun det ene lokale til undervisning, så i det andet fik vi med hjælp af nogle tæpper på gulvet indrettet et legerum. Her havde vi for øvrigt også gymnastik.

De følgende år
Efter et år var vi efterhånden blevet 20 elever, og vi delte klassen i to og fik en lærer mere, så vores lege­rum blev nu inddraget til klasseværelse. Nu var der trang med plads, – man måtte gå gennem det ene lokale for at komme til det andet.
Året efter startede vi med børnehaveklasse og en helt ny pavillon. Det hjalp på pladsen. Skolen var nu så stor, at vi følte et behov for en fælles morgensang. Vi var nu fire klasser og ikke mindre end 6 lærere. . Og det er den situation, vi også er i i dag. Vi har nu fået en pavillon mere, og flytter alle børnene ud i de to pavilloner og inddrager et rum mere til os privat, og det gamle legerum bliver nu depot, bibliotek, lærerværelse og kontor. Det halve af stalden er blevet indrettet til værksted, sløjdsal, formningsrum m.m.

Fremtiden
Hvad bygninger angår mangler vi kun en sal til gymnastik, foredrag, folkedans, teater o.l. Så, hvad angår de fysiske rammer, kan vi klare mange friskoleår endnu, men hvordan klarer friskolen undervisningen i fattigfirserne og halvfemserne? ­
Bare vi holder fast ved vores idegrundlag og ikke lader os løbe over ende af effektivitets­ og klynke­snak!
Vi startede friskole i troen på vores børn, gav dem nogle trygge hjemlige omgivelser nær naturen. Vi lod dem være børn, vi prøvede at imødekomme deres nysgerrighed og søgen efter viden. Vi lod hverdagens begivenheder danne ramme om vores undervisning. Vi delte ikke dagen op i lektioner og fag. Vi prøvede at vise sammenhængen i tingene. Vi prøvede at lade børnene tage ansvaret for deres egen undervisning, ansvaret for fællesskabet og bygningerne.
I de fem år, der er gået, har det vist sig, at det er rigtigt at turde tro på barnet. Det er vigtigt, at vi ikke forfalder hen i en eller anden effektivitets pædagogik, der som regel kun ser mennesket som en akademisk indlæringsrobot.
Friskolen skal værne om de menneskelige værdier. Giver vi vore børn menneskelige værdier, står de godt rustet til at klare livets udfoldelser.
Det er jo nok vigtigere end nogen sinde, at holde fast ved vore idealer og ikke lade os overliste af røster som: En god eksamen – du skal være dygtig (faglig) ellers klarer du dig ikke, – lær dine lektier, så du bliver dygtigere end din nabo.
Selvfølgelig er det vigtigt at stå godt rustet fagligt, men det må ikke have den pris, at de menneskelige værdier bliver degraderet til andenpladsen.
Vi satser på disse værdier!
Vi lader os ikke lokke af »dagens bedste tilbud«!
Tillykke med de 5 år.

Gunhild og Jesper Nielsen.